2025- 2050 film.  Os / Olala ApS

Os blev i 2024, som én af fire tegnestuer, inviteret af Ekspertgruppe for National Arkitekturpolitik, nedsat af Kulturministeriet, til at sætte billeder på, hvordan Danmark kan se ud i år 2050, hvis vi er villige til at tænke nyt og handle modigt. Som optakt til En Ny National Arkitekturpolitik.

https://www.tv2kosmopol.dk/metropolen/det-er-genialt

https://dac.dk/hvordan-skal-vi-bo-i-2050/

2025/2050 - Industrial area 

2025 - Industrial area

2050 - Industrial area

2025/2050 - Suburb

2025 - Villa suburb

2050 - Villa suburb

Kronik af Os Arkitekter i Altinget 25. februar 2025

Stine Christiansen og Olmo Ahlmann

Hvad nu, hvis forstadens udfordringer er dens største potentiale?

Indbyggertallet i vores større byer vokser. København Hovedstad alene forventes at vokse med knap 120.000 nye borgere frem mod 2060 og jagten på flere boliger, peger udad, ud i forstæderne. Samtidig står vi i en brydningstid med en voksende erkendelse af, at vor tids polykriser kræver radikalt nye måder at bygge og bo. Udover at vi overskrider de plænetære grænser, er vi, i vores jagt efter flere byggegrunde, ved at miste svært erstattelige kvaliteter, når der rives ned for at bygge nye, oftest ensartede og monofunktionelle bykvarterer.

Hos Os Arkitekter har vi udarbejdet en vision for, hvordan vi kan revitalisere forstaden med nye måder at bo, leve og arbejde på med plads til natur - uden at rive eksisterende bygninger ned. Projekt ”Forstad 2.0”  er en del af kampagnen ’Hvordan skal vi bo i 2050’, som er igangsat af Ekspertgruppen for National Arkitekturpolitik og udviklet i samarbejde med Dansk Arkitektur Center. Ekspertgruppen er nedsat af Kulturministeren til at udarbejde en række anbefalinger til en ny national arkitekturpolitik. 

Vi forslår tre strategier til at gøre forstadens udfordringer til dets potentiale. Alle med udgangspunkt i at bevare det eksisterende, fortætte med en ny regenerativ byggeskik og skabe bykvaliteter med nye og bedre rammer for det liv der leves.

3 strategier for forstad 2.0

Forstaden baserer sig på efterkrigstidens idealer for det gode liv; sundhed, lys og plads. Det stigende bilejerskab gjorde det muligt at sprede byen ud, bosætte sig, arbejde og handle væk fra det historiske centrum. Resultatet blev store, rationelt planlagte og monofunktionelt opdelte byområder; industrikvarterer, parcelhusområder, shoppingcentre og stokbebyggelser. Byområder som ofte er præget af lav tæthed og derved mangler både borgere og økonomi til at løfte udfordringer som oversvømmelser, butiksdød, boligsegregering og manglende bæredygtig mobilitet.

Hvad hvis forstadens udfordringer er dets største potentiale? Først og fremmest i form af plads! Brede, overdimensionerede vejrum, parcelhuskvarterer med tomme villaveje og store grundstørrelser og industrikvarterer med store haller, værksteder og kontorer.

01. Brug pladsen til natur

Hvis vi afgiver en andel af den overdimensionerede infrastruktur og tænker forstadens store grønne arealer på ny er der plads til at understøtte biodiversiteten og nye naturtyper i byen og samtidig spare store summer ved ikke at belaste de oftest fælleskloakerede systemer. Her kan landskabet skabe nye fællesskaber og rumme lokal fødevareproduktion, der, ligesom kolonihaver har gjort det gennem tiden, kan være med til at skabe lokal fødevaresikkerhed i usikre tider. Ved at ændre omdannelsesparate industrikvarteres store, asfalterede logistikarealer og ved at tage bilen ud af forhaven og erstatte dele af villavejnettet med store fælles landskabsrum, kan vi skabe natur baseret klimasikring som afværger oversvømmelser med plads til nye fællesskaber.

02.Skab nye måder at bo på, uden at rive ned.

Forstaden har plads til fortætning uden nedrivning, også i den mest elskede boligform; parcelhuset. Områderne omkring den store milliardinvestering; Letbanen i Storkøbenhavn, som skærer sig gennem tyndt befolkede bolig og industriområder, er et oplagt sted at starte. De mest stationsnære parcelhusområder har potentiale til at kunne blive mangfoldige nabolag med større koncentration af mennesker, som derved kan understøtte flere funktioner end kun boliger omkring stationerne. Her er mulighed for at flere boformer kan få del i parcelhuskvarterets åbenlyse kvaliteter; lys og luft og græs mellem tæerne.

Ved at tillade højere bebyggelsesprocenter og mindre grundstørrelser, kan de enorme parcelhusområder omdannes til tætte og mangfoldige byområder med plads til singler, ældre, kernefamilier og kollektiver. Den største udfordring for dette, er, ifølge Cheføkonom Curt Liljegren, ikke om det kan lade sig gøre, men at det bliver for attraktivt. Idet fortætningen, som i al byudvikling i øvrigt, vil begunstige grundejeren økonomisk. Hvad hvis det økonomiske incitament parres med ansvar for at medfinansiere store fælles landskabsrum, som kan fungere som klimasikring for hele byområder og samtidig kan skabe rum for nye fællesskaber. Mens vi afventer en CO2 beskatning af nye byggematerialer og på byggeaffald, som vil kunne rykke ved økonomien i at bevare, bør der satses på en ”forklar eller bevar” tilgang til nedrivning, hvor renovering er udgangspunktet for alle eksisterende bygninger. Dette vil kunne sikre, at den eksisterende bygningsmasse bevares.

Hvad hvis vi kan skabe en by med erindring, hvor man kan gå på opdagelse og beriges af den omhu og detaljering, der kræves for at flette sig med og lægge til det eksisterende. Hvor ældre kan flytte fra hus til baghaveudstykning, på færre optimerede kvadratmeter og give plads til en ny generation i villaerne. Hvor vi kan bo flere, sammen og dele mere.

03. Genskab den blandede by

Forstaden har rum til at genskabe den blandede by med boliger, produktion, handel, institutioner og kultur. Særligt industrien er blevet fjernet fra byerne. Vi har mistet lokaler med plads til de mindre produktionsvirksomheder, til iværksættere og de udøvende og denne tendens spreder sig i forstaden. Vi er ved at miste byernes mulighed for kunne fungere, i den råstof og forsyningskrise, som vi i stigende grad vil skulle agere i, når politik og klimaforandringer kortslutter vores forsyningskæder. Men også det liv og den synergi, som den blandede by bærer med sig. Silvan er rykket ind på Strøget i København, kiosken er vores postkontor og arbejdspladsen er lige så meget derhjemme som på kontoret. Vi bor, arbejder og lever ikke, som da vi byggede forstæderne og præmissen for vores byer, må derfor også ændre sig.

Hvad hvis vi i stedet for nedrivning og omdannelse til monofunktionelle boligområder, bevarer industribygningerne; haller, værksteder og kontorer og bygger nyt ved at bygge til og på det eksisterende? Ja, det er mere besværligt og langsommeligt, men det er, ud over de ressourcemæssige fordele, også afgørende for en langsigtet sikring af byernes resiliens og et samfundsmæssigt anliggende. Erhvervs og boligområdet ved Rentemestervej er et godt eksempel, på det liv der opstår, når man bevarer industrikultur og skaber bo-miljøer blandet med værksteder, startups og småproduktion. Det bør være et kommunalt krav at rammerne for produktion bevares i byerne. Dette kan sikres ved at indskrive et krav til en andel af produktion i lokalplanerne, ligesom der kan stilles krav til andel af erhverv og almene boliger eller institutioner. Idet nybyggede bygninger ikke matcher mulige lejeindtægter fra iværksættere, lokalproduktion og kunstnere vil det kunne betale sig for udviklere at bevare fremfor at erstatte.

En opfordring til handling

Vi har brug for en udpegning af Forstads 2.0 testområder.

Det er et kendt og stærkt værktøj at kommuner udpeger testområder til afprøvning af nye ideer som f.eks i kommuneplan 2014, hvor Københavns kommune udpegede kreative zoner, såsom Rentemesterkvarteret, som blev testområde for en bevarende, byudviklingsstategi. Med testområder kan nye tanker afprøves, inden erfaringerne bredes ud i større skala.

Forstad 2.0 kan nemt afprøves inden for kendte standarder for sikkerhed og sundhed med lempede krav om f.eks. afstand til skel, som det kendes fra lokalplanen for Nordhavn. Det er den økonomiske model, der kræver revision sammen med en forståelse af, at der bør stilles større samfundsmæssige krav til kvaliteten af det vi udvikler og skabes andre rammer for bevaring.

For en fremtid med fortid.